Forside / Archive by category 'Golf'

En søndag på par 3 banen

1. juni 2008 | Tilføj kommentar | Kategori: Golf, Golfoplevelser

I weekenden havde jeg en mindre konkurrence med en af mine venner på Skanderborg Golfklubs par 3 bane. Pga. turnering brugte vi kun de første tre huller da man skal ind over hul 14 på den store bane for at spille par 3 banens sidste hul, hul 4.

Vi startede med et par runder for sjovt men blev enige om at vi først måtte tage hjem når en af os gik de tre huller i 10 slag eller derunder. Det nåede vi allerede i anden runde så vi gik et par runder mere. Jeg nåede at lave tre par på de tre huller i samme runde, så det var lidt succes.

Det har været en varm søndag med masser af sol. Det kunne også mærkes på banen at den havde fået en del sol de seneste dage, den var meget tør og hård. Det gav os nogle seriøse udfordringer på hul 2 da det var svært at få bolden til at stoppe med at rulle. Vi dog fandt ud af at det fungerede godt at bruge en 60 graders lobwedge til gå venstre om hullets bunker. Når bolden ramte jorden fik den et naturligt rul ind på green pga. bakkens hældning.

Det var rart til sidst at finde ud af hvordan vi skulle gribe hullet an på en varm og tør sommerdag. Tidligere havde vi nemlig sendt en del bolde i bunkeren, og så skulle vi (og især jeg) altså kæmpe for at få par på hullet.


Putter på ny

28. maj 2008 | Tilføj kommentar | Kategori: Golf, Golfudstyr

Lige siden jeg købte mit golfsæt for 4 år siden har jeg været træt af min putter fordi jeg synes den var for lang til mig. Skaftet på putteren satte sig hele tiden fast i mine t-shirts. Det betød at jeg ofte tænkte mere over hvordan jeg holdte på putteren så den ikke satte sig fast end på at sigte efter hullet.

Sidst jeg var en tur på puttegreen fik jeg dog nok og bestemte mig for at få noget gjort ved det. Jeg tog ud til SuperGolf i Århus og fandt ud af at det jo slet ikke koster spidsen af en jetjager at få en putter afkortet. Hvorfor jeg ikke har undersøgt det noget før virker lidt for dumt her bagefter.

Jeg brugte lidt tid på at finde det greb der passede bedst i min hånd. Det er en anelse tykkere end det der var på min putter i forvejen, men det føles faktisk meget rart. Det er som om jeg har et bedre greb om putteren nu.

Da jeg havde valgt grebet fik jeg en snak med sælgeren om længder på en putter. Det viste sig at jeg åbenbart er til meget korte puttere, 32 inches. Da vi havde længden på plads tog det ca. 10 min at flå det gamle greb af, afkorte putteren og sætte det nye greb på – og alt i alt til en pris af kr. 145 ,-

Nok er jeg en amatør golfer, men lad mig give dette råd til andre der føler de går med en putter der er lidt for lang. Få den kortet af, du bliver vildt glad for det på golfbanen. Selv kan jeg mærke at jeg nu fokusere bedre på boldens længde og retning. Faktisk er putteren blevet helt glødende i forhold til før ;-)


Golfsko – Nike Air Max Rejuvenate

28. maj 2008 | Tilføj kommentar | Kategori: Golf, Golfudstyr

Indtil videre har jeg lånt mig til golfsko når jeg har været ude og spille golf. Det skulle der nu gøres noget ved så jeg ikke blev ved med at rende rundt i golfsko som andre har trådt til.

Jeg røg derfor en tur på nettet for at læse anmeldelser af golfsko og for at se hvad andre golfspillere foretrækker at gå i. Efter min tur på nettet gik turen til SuperGolf i Århus. De skal iøvrigt lige have ros for den venlige og kompetente rådgivning jeg fik. Sammen med sælgeren fandt jeg frem til to par golfsko der passede perfekt til min fod og jeg stod derfor overfor at skulle vælge mellem et par Nike Air Max Rejuvenate og et par Footjoy Contour.

De var begge fremragende at gå i og jeg fik at vide at det ikke betød så meget om jeg valgte det ene par frem for det andet. Så i sidste ende var det et spørgsmål om smag.

Jeg endte med at tage Nike skoene og efter et par runder på golfbanen kan jeg varmt anbefale dem til andre. De er fremragende at gå langt i og hælen swooper ikke op som jeg oplevede ved nogle af de andre golfsko jeg har prøvet.

Nike Air Max Rejuvenate golfsko


En bunker kom i vejn

28. maj 2008 | 1 kommentar | Kategori: Golf, Golfoplevelser

Stor banetilladelse er i hus og jeg har lige været ud og spille min første runde fra gul tee. En runde jeg længe har set frem til. Både for at se hvor udfordrende gul tee egentlig er, men også fordi det er første gang jeg har haft mulighed for at komme ud på en rigtig golfbane.

Generelt synes jeg det gik godt, men på hul 11 røg jeg i en bunkeren med vådt sand. Det var jeg åbenbart ikke helt forberedt på for jeg skulle bruge hele fem slag på at komme ud af bunkeren.

I første forsøg kommer jeg faktisk fint ind under bolden, men der mangler lidt power i slaget, for bolden kommer kun lige op på kanten, hvorefter den triller ned i bunkeren igen. Derfra gik det helt galt, tre slag røg ind i kanten af bunkeren før jeg kom op i femte slag.

Det var lidt øv. Jeg har ikke meget erfaring med bunkers med vådt sand som det var tilfældet i dag. Måske jeg skulle tage en snak med træneren om golf og især bunkerslag og hvad man skal tænke over når man står i en bunker med vådt sand. Det er vel et helt andet slag man skal lave eller hvad?


Golfblogger.dk – oplevelser fra golfbanen

28. maj 2008 | Tilføj kommentar | Kategori: Golf, Golfoplevelser

Denne blog skal bruges til at fortælle om mine oplevelser fra golfbanen og om golf generelt. Jeg hedder Henning Nielsen, er 29 år og har de seneste år spillet golf på diverse Pay&Play baner rundt omkring i Danmark.

Min første oplevelse med golf var på en par 3 bane sammen med en af mine venner. De første huller var ikke nogen videre succes, jeg lavede jordtrillere og jeg toppede konstant bolden. Men på et af de sidste huller ramte jeg for første gang bolden rent og bolden røg på green i ét. Det var ret vildt og fra det øjeblik må jeg nok erkende at jeg har været bidt af golf.

Nu er jeg så endelig blevet medlem af en golfklub og jeg ser meget frem til at komme ud og gå med en masse forskellige spillere og snakke golf. Idéen til golfblogger.dk fik jeg kort efter jeg meldte min ind i klubben fordi jeg synes det kunne være sjovt at skrive om mine golfoplevelser.

Som besøgende her på golfbloggen skal du være meget velkommen til at deltage med kommentarer til både nye og gamle indlæg. Det kan være du har nogle gode tips eller at du har en anden vinkel på noget af det jeg skriver om – jeg glæder mig til vi få gang i debatten.

Velkommen til golfblogger.dk